|
NYHEDSBREV SEPTEMBER 2011 Med dette nyhedsbrev vil Sea Challenge Fyn først og fremmeste sige tak for en god uge 31 til alle roere, ledsagere og frivillige!
Årets Sea Challenge Fyn Sea Challenge Fyn 2011 var året, hvor der har været flest udenlandske deltagere tilmeldt. En udvikling, der glæder arrangørerne, som gerne ser, at endnu flere af de udenlandske roere finder interesse for arrangementet. Mange af de udenlandske deltagere har også ledsagere med, hvilket er med til at give god stemning og liv i alle syv start- og målområder.
Men arrangørerne vil bestemt også huske de mange frivillige fra de ro- og kajakklubber, der, som altid, stiller hjælpsomme op for at tage imod roerne, når de kommer trætte i mål efter flere timer på havet.
I år har de frivillige oven i købet skullet stå tidligt op, fordi de fleste af etapestarterne er gået allerede kl. 8.00 om morgenen. Og Sea Challenge Fyn sætter bestemt pris på de frivilliges gode morgenhumør!
Og vinderne blev… Selvom vi betegner alle der gennemfører Sea Challenge Fyn som vindere, så var der, som altid nogle roere, der var hurtigere end andre:
Havkajak, herre: Morten Skytte, 23 timer og 44 min. Havkajak, kvinder: Bettina Markussen, 29 timer og 15 min. Turkajak, herre: René Grønholm Geertsen, 27 timer og 3 min. Inrigger mix: Nyborg/Rønne Roklub med Martin Kiel, Anette Hansen og Gert Olsen, 23 timer og 31 min. (med et handicap på 0,89).
Billeder fra årets Sea Challenge Fyn De mange billeder, som arrangørerne bag Sea Challenge Fyn tog i løbet af ugen, kan stadig bestilles på et 8 GB USB-stik til 200 kr. Skriv en mail til Morten Karlsen på
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
og overfør de 200,- kr. til 2005 0122472299. Du kan også se alle billederne (dog i mindre opløsning) på www.seachallengefyn.dk under Galleri.
Skal Surfski have sin egen klasse i Sea Challenge Fyn? Hos Sea Challenge Fyn er vi opmærksomme på muligheden for næste år at lave en særskilt klasse for surfski-kajakkerne, så de ikke længere sidestilles med havkajakkerne, som de på ingen måde minder om. Vi vil dog gøre os visse overvejelser inden en sådan beslutning tages endeligt. For det første, er der endnu ikke så mange af deltagerne i Sea Challenge Fyn, der ror surfski, og spørgsmålet er, om der er nok til, at det vil give mening at placere dem i deres egen klasse? For det andet ser vi meget på, hvad man gør i DKF, som vi også samarbejder med omkring løbet. Hos DKF er man naturligvis også meget opmærksomme på surfski-diskussionen og dét, at kajak-typen er i rivende fremgang både i udlandet og i Danmark. Denne udvikling taget i betragtning mener direktør i DKF, Christian Jacobsen, at surfski på et tidspunkt vil få sin egen klasse, spørgsmålet er bare, hvornår?
I kan følge i debatten på vores forum på www.seachallengefyn.dk, hvor I også meget gerne må deltage i debatten og give jeres mening til kende.
Tilmelding til Sea Challenge Fyn 2012 Tilmeldingsmodulet på www.seachallengefyn.dk åbner allerede i starten af oktober. Der vil være penge at spare ved hurtig tilmelding så hold øje med hjemmesiden.
Sea Challenge Fyn afholdes i samarbejde med Sport Event Fyn, DKF, DFfR og med støtte fra de fynske kommuner.
|